AfterDawn.com

Call of Duty: Velkommen til spøgelset, søn


Call of Duty: Ghosts er allerede en kommerciel succes, men forbedrer spillet first-person-shooter-genren eller er der tale om endnu en gentagelse? Vi ser nærmere på denne omgangs nyeste titel og tester os frem til, hvilke komponenter du har brug for, for at kunne opnå en flydende spiloplevelse på pc'en.

Vi kan uden tvivl sige, at Call of Duty har defineret og derefter forfinet den konsolbaserede first-person-shooter-oplevelsen. Serien er så økonomisk frugtbart, at dens popularitet måske endda lider under dens egen succes. Det i dag meget almindeligt, at køre store franchise helt op i gear, hvilket ofte resulterer i klicherer og en overdreven popkultur. Uanset hvad, kan man ikke benægte Activisions omsætning på mere 5,5 milliarder kroner på lanceringsdagen. Elsk eller had det, men Call of Duty har en enorm flok dedikerede fans.



Har de ændret noget i denne omgang? Ikke rigtig, formlen forbliver den samme. Det er dog ikke ens betydning for, at opskriften er dårlig. Du får en høj produktionsværdi, fremragende stemmeskuespil, solide first-person-shooter-mekanismer og en Hollywood-historie. Men hvis du havde håbet på, at Infinity Ward ville redefinere genren med Ghosts… ja, så er det ikke tilfældet.



Virksomheden har dog ændret og tilføjet nye features. Ghosts introducerer en ny Squads-mode, der lader dig oprette og tilpasse et hold af computerstyrede soldater. Det er ikke en del af singleplayer-kampagnen, men det kan spilles både offline eller mod andre gamere. Som sædvanligt har de også tilføjet et par nye multiplayer-modes, såsom 'Search & Rescue', 'Kill Confirmed', 'Infected' og 'Blitz'. I en firespillers co-op-mode kaldet Extinction, skal spillerne forsvare en base fra en invasion af aliens. Misforstå os ikke, der er en masse at gå i gang med, når du har gennemført spillets singleplayer-kampagne. Intet af det løfter dog niveauet mere end det vi i forvejen forventer af genren. Fjendernes AI er lige så idiotiske som de var tilbage i Modern Warfare 3.



Singleplayer-historien er det element i Ghosts, der skiller sig mest ud fra tidligere Call of Duty-titler. Infinity Ward må have havde forventet, at alverdens gamere er trætte af at bekæmpe tyskere, russere, asiater og mellemøstlige lande. Denne gang er skurkene nemlig fra Sydamerika. Ja, USA's ækvatoriale naboer vender det amerikanske dommedagsvåben mod sig selv, hvilket forkrøbler landet og tvinger det ind i en 10 år lang forsvarskampagne mod den onde (og teknisk overlegne) 'Sydamerikanske Føderation'. USA har desuden bygget en 30-meter høj betonmur langs grænsen mod syd, for at beskytte det, der er tilbage af landet. Illegal indvandring er derfor ikke længere et problem for det amerikanske folk.



Ja, præmissen for spillet er fuldkommen latterlig, men set på den lyse side, giver det dig mulighed for at forsvare ødelagte og forfaldende urbanamerikanske miljøer fra invaderende fjendtlige styrker, hvilket er meget fedt (selvom det til tider virker stærkt inspireret af Crysis 3). Tro mod Call of Dutys formularagtig tilgang, kombineres den standard first-person-shooter-oplevelse med minispillignende opgaver, som du er nød til at engagere dig i. Du skal for eksempel navigere droner i et luftangreb eller styre kanonudstyrede robottårne. Vi skal heller ikke glemme Riley, den loyale schæferhund, som du kan sende snigende ud gennem græsset, hvor han kan flå adamsæblet ud på skurkene, når de forvilder sig for langt væk fra deres kompagnoner. Hundens mekanismer er ikke særligt overbevisende, men det betyder ikke så meget, for mennesker er prædisponeret til at opbygge et tillidsforhold til hunde, ikke? På trods af vores kynisme, kan vi ikke lade være med, at elske den pokkers til simulerede hund.



Der er ikke så meget andet at tilføje. Ja, det er en gammel opskrift. Ja, det kan være kedsommeligt. Og ja, det er ofte sjovere end vi er villige til at indrømme. Det er er vel derfor Call of Duty sælger så godt. Spillet går efter den laveste fællesnævner i os alle, ligesom en wrestling-kamp eller en Michael Bay film.
Skrevet af: Don Woligroski
Oversat af:: Martin Graversen
Seneste opdateret den: