AfterDawn.com
Grafikkortmarkedet har budt på fem nye produkter siden forrige måneds opdatering: Radeon R9 290, Radeon R7 270, Radeon R7 250, Radeon R7 240 og GeForce GTX 780 Ti. Bliv klogere på disse nye modeller i denne måneds artikel.

Detaljerede grafikkortspecifikationer og anmeldelser er fremragende - hvis altså du har tid til at foretage den research der skal til. Men det en gamer har brug for, er at vide hvilket grafikkort der er bedst inden for et givent budget. Så hvis du ikke har tid til at researche benchmarks, eller er du i tvivl om valget af det helt rigtige grafikkort, så frygt ej. Vi her på Tom's Hardware kan assistere dig med en simpel liste over de bedste gaming grafikkort til prisen.

Opdateringer i november
Fem nye grafikkort er som sagt udkommet siden vores sidste månedlige opdatering. Den nok mest betydningsfulde i AMD's sortiment er Radeon R9 290, som er udstyret med en nedjusteret Hawaii-GPU med 2560 shaderkerner, 160 teksturenheder, 64 ROP'er og en 512-bit-hukommelsesinterface. Selv om den har fire færre CU'er (Compute Units), er dens ydeevne alligevel næsten på niveau med AMD's Radeon R9 290X-flagskib og Nvidias GeForce GTX Titan. Ikke nok med det, så koster den en del mindre end disse topmodeller. Du kan læse mere om kortet i nyhedsartiklen: AMD Radeon R9 290 lanceres, prioriterer performance over støj.

De to Hawaii-baserede kort leverede dog nogle uoverensstemmende resultater, et seriøst problem som vi gik i dybden med i artiklen: Årsagen til og løsning for Radeon R9 290X' og 290's inkonsistente resultater. Den gode nyhed er, at AMD løste de mest overordnede problemer med en driveropdatering. Den dårlige nyhed er, at denne softwareløsning øgede blæserhastighed, hvilket har gjort begge kort mere larmende og strømslugende.

Derefter blev vi introduceret til Radeon R9 270, som teknisk set er en 270X'er med en 925 MHz GPU-clockfrekvens og et lidt lavere strømforbrugt. Radeon R9 270 propper Radeon HD 7870's ydeevne ned i en 150 W-kuvert, hvilket gør den til det hurtigste kort i vores laboratorium med et enkelt seksbens PCIe-strømstik. Du kan læse mere om kortet i: AMD lancerer Radeon R9 270: HD 7850 med nyt navn?

De sidste to AMD-kort hedder Radeon R7 240 og -250. De er begge baseret på Oland-GPU'en - tidligere set i OEM-udgaven af Radeon HD 8670. Den kører med 384 shaderkerner, 24 teksturenheder, otte ROP'er og en 128-bit-hukommelsesinterface med DDR3- eller GDDR5-RAM. Radeon R7 250 koster 620 kroner og den minder meget om det ældre Radeon HD 7730-kort, som performancemæssigt er i samme liga som den endnu ældre Radeon HD 6670. Radeon R7 240 er for 520 kroner naturligvis endnu langsommere. Den beskæftiger 320 shaderkerner, 20 teksturenheder og otte ROP'er med DDR3-grafikhukommelse, der kører med en samlet 128-bit-hukommelsesinterface. Vi har endnu ikke testet nogen af disse low-end grafikkort.

Nvidia bød også på en enkel lancering: GeForce GTX 780 Ti er selskabets eneste desktop-grafikkort med en ubeskåren GK110-GPU, der kan prale med 2880 CUDA-kerner, 240 teksturenheder og 48 ROP'er (læs mere om det i: Nvidia lancerer GeForce GTX 780 Ti, overflødiggøre GTX Titan). Kortet benytter nogle meget hurtige 1750 MHz GDDR5-RAM med en 384-bit-hukommelsesinterface. Det er på nuværende tidspunkt det hurtigste enkelt-GPU-kort på markedet, en titel den tager fra AMD's ellers spritnye Radeon R9 290X.

Vi venter dog stadig på tredjeparts Hawaii-baserede kort, der kan rette på manglerne i AMD's referencedesign, hvilket har potentiale til at trække R9 290X op over GTX 780 Ti. Hvis du ikke kan vente og ønsker det allerbedste, må du investere 5.000 kroner i et GeForce GTX 780-kort. Det er dog stadig betydeligt billigere end den langsommere GeForce GTX Titan, selvom du mister halvdelen af den integrerede hukommelse, 780 Ti kommer kun med 3 GB GDDR5. Titan fastholder dog dens FP64-udregningsperformance, mens 780 Ti GPU kun kan klare en 1/24 dobbeltpræcisionsrate – Det er dog underordnet for gamere.

Fra et værdiperspektiv er Radeon R9 290 en betydeligt bedre handel. Men GeForce GTX 780 Ti's rå performance kan ikke benægtes, og den er betydeligt mere stille, mens de nuværende R9 290'ere nærmest brøler under fuld belastning.

Markedet tilpasser sig naturligvis til de nye modeller. Radeon HD 7990's priser svinger en del fra 4.950 – 6.600 kroner. Tilgængeligheden af Radeon HD 7850-kort med 1 GB er faldet en del, hvilket sandsynligvis forsætter i samme retning. Alle de gamle Radeon HD-modeller bliver formentligt også erstattet af de nye rebrandede R7- og R9-kort i den nærmeste fremtid.

De eksisterende Nvidia-modeller burde blive på markedet i noget tid endnu. Virksomheden reagerede fornyligt på AMD's lanceringer med betydelige prisjusteringer. Deres GeForce GTX 780 faldt knap 1.000 kroner til 3.500 kroner, en beslutning vi bestemt kan lide, men det efterlader stadig kortet en del dyrere end Radeon R9 290 til 2.850 kroner. GeForce GTX 770 er tilsvarende faldet knap 500 kroner til 2.250 kroner, hvilket er tilpas tæt på Radeon R9 280X til 2.150 kroner. Nvidias GeForce GTX 660 er desværre samtidigt steget med 80 kroner til 1.300 kroner, hvilket er omkring samme prisniveau som den hurtigere Radeon R7 270.


Bemærkninger til vores anbefalinger

Her er et par retningslinier når du læser denne artikel:
  • Dette er en liste for gamere der vil have den bedste ydelse til prisen. Hvis du ikke spiller computerspil, så er grafikkortene på denne liste dyrere end det du vil have behov for. Vi har tilføjet en referencekolonne i hierarkiskemaet med integrerede grafikprocessorer til dette formål.

  • Kriteriet for at komme på listen er strengt taget forholdet mellem pris og performance. Vi erkender at anbefalinger for brug af flere grafikkort, som eksempelvis to Radeon kort i CrossFire, eller to GeForce kort i SLI typisk kræver et bundkort der understøtter enten CrossFire eller SLI samt et kabinet med nok plads til at installere mere end ét grafikkort. Det kræver også en mere muskuløs strømforsyning i forhold til hvad et enkelt grafikkort kræver og de vil med al sandsynlighed udlede mere varme end et enkelt kort ville gøre. Det er en god idé at have disse faktorer i tankerne, når du overvejer hvilket udstyr du har tænkt dig at købe. I de fleste tilfælde forsøger vi at finde et enkelt kort som hæderligt alternativ i nogenlunde samme prisklasse, for dem der ikke ønsker et dual-grafikkort setup.

  • Priser og tilgængelighed ændrer sig fra dag til dag. Vi kan ikke basere vore beslutninger på kort der flukturerer i pris konstant, men vi kan anbefale nogle gode grafikkort, som du med al sandsynlighed ikke vil fortryde til de priser vi nævner.

  • Priserne er baseret på de bedste priser fra danske webshops med e-mærket. Priserne vil helt sikkert variere fra de fysiske butikker eller fra udlandet.

  • Vi nævner ingen brugtpriser eller priser på OEM-produkter, som også er tilgængelig i detailhandlen.
  • Skrevet af: Don Woligroski
    Oversat af:: Martin Graversen
    Seneste opdateret den: