AfterDawn: Nyheder

Galaxy S III er den bedst sælgende smartphone i verden

Skrevet af Martin Graversen @ 9.11.2012 16:40

Galaxy S III er den bedst sælgende smartphone i verden Apple har kæmpet med næb og klør for at bekæmpe Samsungs Galaxy-serie, men det er tydeligvis ikke lykkedes for dem, da Samsungs Galaxy S III har overtaget titlen som den mest populære smartphone fra Apples bestseller iPhone 4S.
Ifølge researchvirksomheden Strategy Analytics, var Galaxy S III den mest populære smartphone i tredje kvartal 2012. Virksomhedens seneste rapport kunne uddybe, at Samsung har solgt 18 millioner eksemplarer af Galaxy S III verden over i det tredje kvartal, hvilket resulterer i en andel på 10,7 % af alle solgte smartphones. Apples iPhone 4S blev i samme periode langet over disken 16,2 millioner gange, mens der i det foregående kvartal blev solgt 19,4 millioner 4S'er.

Det kan dog tolkes som en statisk tilfældighed, at Samsungs Galaxy S III er den bedst sælgende smartphone, for årsagen til 4S'erens faldende popularitet, skyldes i høj grad lanceringen af iPhone 5 i slutningen af kvartalet. Apple solgte nemlig 6 millioner enheder af den seneste iPhone i samme periode.

iPhone 4S udkom desuden i oktober 2011, mens Samsung Galaxy S III blev lanceret i starten af sommeren 2012. Det er dog stadig godt for konkurrencen og dermed forbrugerne, at Apple får kamp til stregen, selv om mange af deres kampe på det sidste har udspillet sig i alverdens retssale.


Kilde: ZDNET

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder