AfterDawn: Nyheder

Godt nytår fra Tom's Hardware redaktionen

Skrevet af Michael Larsen @ 1.1.2013 21:55

Godt nytår fra Tom's Hardware redaktionen Vi skriver nu 2013 og derfor vil vi fra Tom's Hardware redaktionen ønske dig et rigtig godt nytår.
Ah ja. Vi kan se tilbage på et år hvor jorden ikke gik under. Det gjorde den i øvrigt heller ikke forrige år, eller året før det, hvis det skulle være gået din næse forbi. I stedet markerede datoen den 21. december 2012 dagen hvor Psy's Gangnam Style musikvideo rundede 1 milliard antal afspilninger på Youtube. En begivenhed der, for de fleste, gik ubemærket hen og som på trods af sin imponerende præstation, nok for mange blot er en banal statistik.

I løbet af 2012 har Intel sendt Ivy Bridge processorerne på gaden, AMD og Nvidia har hver lanceret en ny grafikkortgeneration (selvom AMD på papiret lancerede Radeon HD 7970 i slutningen af 2011, så dukkede de første kort først op i januar 2012) og vi begyndte at se smartphones og tablets med quad-core chips dukke op.

På spilfronten blev spilhylderne i 2012 beriget med blandt andre Diablo III, Hitman: Absolution, Borderlands 2, Halo 4, Far Cry 3, Assassin's Creed III, Max Payne 3 og endnu en Call of Duty titel, som stadig er blandt de bedst sælgende spil, når en ny udgave lanceres. Alle de førnævnte titler er efterfølgere i populære og veletablerede spilserier, men vi så også to nye spil i form af Dishonored og XCOM: Enemy Unknown, selvom det måske ikke er helt fair at kalde XCOM titlen for en nyskabelse, da det er en reboot af de klassiske strategispil, som første gang så dagens lys i 1994. Men med Firaxis ved roret, en udvikler der er kendt for sin Civilization serie, har man formået at opdatere spilkonceptet til et mere tidssvarende gameplay og det har resulteret i, at titlen har høstet flere priser som årets spil 2012.

Hvad har vi så at se frem til 2013? Jo, Intel er ved at forberede sine Haswell processorer, som forventes at komme i andet kvartal. AMD og Nvidia forventes at komme med en ny grafikkortgeneration i anden halvdel af året og mon ikke også vi ser nye smartphone topmodeller fra alle de store producenter og tablets. Allerede i næste uge bliver årets første elektronikmesse skudt igang, nemlig CES i Las Vegas, så her kan vi forvente at få en masse ny hardware og grej præsenteret. Senere i februar måned løber Mobile World Congress 2013 af stablen i Barcelona og her vil mange af producenterne præsentere deres kommende line up af nye smartphone modeller. I marts måned bliver Cebit messen afholdt i Hannover og her vil vi igen være klar ved tasterne og rapportere om alt det spændende udstyr, som vanen tro bliver annonceret op til, eller på, de store messer.

Men vi vil, som vi indledningsvis gjorde, ønske jer et rigtig godt nytår og vi håber, at I, ligesom os, er lige så spændte på alle de nye spændende produkter der er på vej i det nye år.

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder