AfterDawn: Nyheder

LEGO præsenterer Mindstorms EV3 med iOS-understøttelse

Skrevet af Martin Graversen @ 8.1.2013 1:27

LEGO præsenterer Mindstorms EV3 med iOS-understøttelse Det er knap 3½ år siden, at LEGO udgav deres eksisterende programmerbare robotsæt, Mindstorms NXT 2.0, men nu er den danske virksomhed endelig klar til at præsentere den næste og tredje generation af Mindstorms.
Navnet er passende Mindstorms EV3, og det skulle være nemt at gå til for både voksne og børn ned til 10 år. Det lyder måske som en kliché, men med Mindstorms EV3 er det vitterligt fantasien, der sætter grænserne.

Et hvert projekt tager udgangspunkt i den såkaldte EV3 brick, som er udstyret med fire udgange til forskellige motorer, og fire analoge/digitale indgange til de mange forskellige sensorer. Bricken kan desuden programmeres på farten, med et SD-kort, en USB-pen eller via en pc.



Mindstorms EV3 består af 594 Technic-dele, der ved brug af medfølgende instruktioner kan samles til i alt 17 forskellige robotter. Variationerne af robotterne er meget brede, da man kan lave alt fra en skorpion, der meget præcist kan skyde med kugler, til en såkaldt GyroBoy, der kan holde sig selv oprejst på kun to hjul.



Det nye sæt inkluderer blandt andet en fjernbetjening, en farvesensor, en infrarød sensor, en afstandssensor osv., samt flere forskellige motorer, der kan give fart og bevægelser til robotterne.



LEGO udgiver sættet med brugervenligt software til Windows-pc'er, men de opfordrer også de mere garvede programmører til at jailbreake enheden, og lave nogle endnu mere kreative projekter. Vejledningerne til robotterne bliver desuden tilgængelige i 3D til iOS, og man kan styre robotterne med ens iPhone eller Android-telefon via BlueTooth.

I første omgang vil LEGO fokusere på uddannelsesinstitutionernes brug af Mindstorms i undervisningen. Det endelig sæt til detaljemarkedet udkommer desværre først til efteråret, med et prisskilt på omkring 2995 kroner.


Kilde: CNET

Flere nyheder

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder