AfterDawn: Nyheder

Gigabyte offentliggører deres WindForce-udstyrede Radeon R9 290 og 290X

Skrevet af Martin Graversen @ 12.12.2013 0:39 Brugerkommentarer (2)

Gigabyte offentliggører deres WindForce-udstyrede Radeon R9 290 og 290X Vi har længe beklaget os over vores ambivalente holdning til AMD's seneste topmodeller R9 290X og R9 290. Det sidstnævnte kort er i særdeleshed et imponerende hurtigt kort til prisen, da det næsten kan udkonkurrere det mere end dobbelt så dyre GeForce GTX Titan, men AMD's standardkøler larmer samtidigt så meget, at vi ikke gider købe et af de tilgængelige R9 290-kort.
Vi har derfor udskudt vores helhjertede anbefalinger og personlige investeringer, til når tredjepartsproducenterne får lov til at relancere de to brandvarme Hawaii-baserede GPU'er med væsentligt bedre og mere lydløse kølerløsninger. Vi har ikke hørt nogen officiel udmelding fra AMD på dette område, men Gigabyte har alligevel meget diskret offentliggjort deres første bud på Radeon R9 290 og 290X med deres anmelderroste WindForce-kølere.



Gigabytes fabriksoverclockede flagskib hedder GV-R929XOC-4GD (Radeon R9 290X) og dens tilsvarende lillbror går under modelnummeret GV-R929OC-4GD (Radeon R9 290). Som man kan se på billederne, er de udstyret med Gigabytes WindForce 3X 450W-kølerløsninger, der består af tre blæsere, samt 6 mm og 8 mm heatpipes. Begge modeller er angiveligt clocket til 1.040 MHz, hvor standardmodellerne er clocket til henholdsvis 1.000 og 947 MHz. De kommer også med 4 GB GDDR5 VRAM med en hastighed på 5.000 MHz.

Læs også: AMD Radeon R9 290 lanceres, prioriterer performance over støj

Vi kender hverken priserne eller udgivelsesdatoerne for de to kort, men ifølge tidligere rygter, udkommer de første Radeon R9 290'ere med tredjepartskølere i midten af december eller i starten af januar, hvorefter R9 290X vil følge trop. Vi glæder os utroligt meget til at se, hvad de nye kort kan præstere til prisen, for en ting er sikkert, vores forventninger er tårnhøje.


Kilde: TechPowerUp

Forrige Næste  

2 brugerkommentarer

113.12.2013 10:00

Den eneste grund til at skifte fra mit 680GTX OC ville være at BF4 skulle køre bedre. Jeg er bare ikke sikker på at jeg vil kunne se forskellen på 1080p...

213.12.2013 15:57

Med Gigabytes R9 290X vil du nok godt kunne mærke en forskel, men GTX 680 er stadig et rigtig godt grafikkort. Med rigtig høje grafikindstillinger, vil du nok kunne komme op på 15-20 % højere FPS.


Redaktør for Toms Hardware Danmark

Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder