AfterDawn.com

Anmeldelse af Microsoft Surface med Windows RT


Microsoft har lanceret sin første ARM-baserede tablet, men kan den leve op til alle de mange løfter.

I juni måned afslørede Microsoft Surface tabletterne. En baseret på den populære ARM arkitektur, som kan findes i de fleste tablets og smartphones og en baseret på x86 arkitekturen, som benyttes i næsten alle PC'er. Den første tablet der ser dagens lys er den ARM-baserede enhed, som kommer med sin egen udgave af Windows 8 med navnet Windows RT.

Enheden koster ca. det samme som Apples iPad og high-end Android tablets, men den bliver markedsført som mere end blot en tablet. Microsoft vil have at den erstatter din stationære eller bærbare computer.

I denne anmeldelse, skrevet af vor kære kollega Andre Yoskowitz, vil vi se om Microsoft Surface kan leve op til det.

Specifikationer og design


Designet på Surface er et af de nydeligste der er set i tablet form. Virksomheden har beklædt enheden med en magnesium legering, som dækker hele tabletten. Det giver den en utrolig robust og et elegant look.

Den ser skarp ud fra alle vinkler, med velplacerede knapper, et Microsoft logo og et lille stykke plastik, hvor kameraet bagpå er placeret. Støttebenet er i samme farve og afgiver en fornøjelig "woosh" lyd og et klik, når den klappes ud, hvilket giver en fornemmelse af, at det ikke blot er et stykke billigt plastik.

Fronten består af en stor glas skærm og der er ikke meget der bryder det elegante design. Der er en smal kant, et fremadrettet HD kamera og en kapacitiv Windows knap i midten, som bringer dig til Live Tile funktionen, når du er i desktop mode. Af en eller anden årsag, er MicroSD slottet gemt under støttebenet. Men den er der, til forskel fra andre konkurrerende tablets.

Det måske mest irriterende ved designet, er det proprietære stik til opladning. Det er magnetisk, men det virker ikke nødvendigvis særlig godt. Microsoft skulle have implementeret en standard micro USB port.

Tabletten føles ret tung, for noget der blot vejer 680 gram. Den er også ret stor. Dimensionerne er 27.5 x 17.2 x 0.9 cm og giver plads til en 10.6" skærm. Større end de andre populære tablets på markedet, som enten har et 9.7 eller 10.1 tommer display. Det virker dog som om Microsoft har haft lidt for meget fokus på at lave en stor tablet, der kan dockes med et tastatur, i stedet for at have fokus på at Surface skal kunne levere en god tablet brugeroplevelse. Når man benytter støttebenet på ujævne overflader, eller forsøger på det, så ender det ofte i frustration. Hvis du ikke har tænkt dig at benytte tastaturet fra omslaget, så fungerer on-screen tastaturet lige så godt som man kunne forvente.

Designet er lækkert sammenlignet med eksempelvis Kindle HD Fire og Nexus 7. Både design og oplevelsen lever op til iPad'ens høje kvalitet og det er godt gået af Microsoft. Den store form factor gør dog, at den beder om at blive brugt på et skrivebord og sammen med docken. Det ødelægger lidt af oplevelsen ved det at eje en tablet.

Indeni finder vi nogle stærke komponenter. Den kommer med en quad-core Nvidia Tegra 3 T30 processor, 2 GB RAM, 802.11 a/b/g/n WiFi og Bluetooth 4.0. Du har valget mellem en 32 og en 64 GB model og den understøtter en kapacitiv stylus, har en lys sensor, et accelerometer, gyroskop og et kompas. Det er ganske enkelt nogle imponerende specifikationer.


Skærm


Surface har et 10.6 tommer ClearType display, som kører med en opløsning på 1366 x 768 og kan klare op til fem-punkts multi-touch. Den har et 16:9 bredformat og den egner sig derfor bedst til brug i landscape orientering (horisontal anvendelse). Vender man den på højkant er det ganske enkelt bare underligt.

Microsofts egen ClearType teknologi skulle gøre farverne mere skarpe, såvel som typografien. Selvom opløsningen ikke er lige så høj som med iPad'ens Retina display, eller sågar andre 1080p skærme, så lever teknologien op til hypen. Den sorte farve er dyb sort mens de øvrige farver står knivskarpt og i farvestrålende kontrast. En skærm med disse fysiske dimensioner burde dog have en 1080p opløsning.

Responstiden er fantastisk. Men Microsoft har lavet nogle ringe designvalg når det kommer til softwaren, såsom at skulle lukke et program på krydset i desktop mode. Det var sværere end det burde være, fordi det ganske enkelt er for lille til at man nemt kan ramme det. Multitouch og gestusene funngerer dog godt, som de burde.

Kameraer

Surface har to kameraer, som begge tager billeder i en opløsning på 720p. Der er ingen flash eller autofokus, men det giver heller ikke rigtig mening at rende rundt og tabe billeder med en tablet af denne størrelse. Til Skype og videooptagelse virkede kameraerne fint og her var det en fordel med tablettens store størrelse. Det er rart med to kameraer, men bortset fra Skype eller anden form for videokommunikation, er de nytteløse. Billederne der tages er i en for lav opløsning og de er ekstremt grynede.

Batterilevetid og ydelse

Batterilevetiden er dejlig. Ved almindeligt brug såsom web browsing, lidt videoafspilning og Skype chat samt en del Twitterlæsning, tog det over otte timer, før batteriet var drænet. Det vil altså sige, at batterilevetiden svarer til iPad'en og det er en god ting. Det kan uden tvivl tilskrives optimeringerne i ARM arkitekturen, så vi vil nok se batterilevetiden på den Intel-baserede Surface Pro være noget lavere, når den kommer næste år.

Der var samlet set ingen problemer med performance på tabletten. Brugergrænsefladen er hurtig til at reagere på input og Live Tile grænsefladen byder på en virkelig hurtig og effektiv måde at gøre tingene på. Opstartstiden var lidt langsommere end jeg forventede, men det kan være fordi Jelly Bean (Android 4.2) har forkælet mig.

Surface brød sig ikke om at afspille Flash i Internet Explorer 10 og heller ikke enkelte HTML 5 elementer. Generelt set var web browsing performance dog god, uden synderligt mange bugs.

Indholdsfortegnelse

  1. 1. Anmeldelse af Microsoft Surface med Windows RT
  2. 2. Software og økosystem
  3. 3. Konklusion
Skrevet af Michael Larsen
Seneste opdateret den: