AfterDawn.com

De bedste grafikkort til prisen: April 2013


I denne måneds markedsanalyse kommer vi ind på Nvidias nye GeForce GTX Titan, PowerColors Tahiti LE-baserede Radeon HD 7870 og de prisjusteringer vi har observeret den seneste måned. Hvis du har været afventende med en grafikkortopgradering, er det et meget godt tidspunkt at købe på nu.

Detaljerede grafikkortspecifikationer og anmeldelser er fremragende - hvis altså du har tid til at foretage den research der skal til. Men det en gamer har brug for, er at vide hvilket grafikkort der er bedst indenfor et givent budget. Så hvis du ikke har tid til at researche benchmarkene, eller sætter du tvivl ved din egen evne til at vælge det rigtige grafikkort, så frygt ej. Vi her på Tom's Hardware kan assistere dig med en simpel liste over de bedste gaming grafikkort til prisen.

Opdateringer for april

Der er stadig liv i grafikkortmarkedet. Siden den sidste artikel er to nye grafikkort blevet introduceret. Lad os snakke om dem i den rækkefølge de er blevet lanceret. Først AMD's Radeon HD 7790.

Med en ny GPU (ikke en overclocket Cape Verde fra Radeon HD 7700 serien, eller en begrænset udgave af Pitcairn fra Radeon HD 7800 familien) kaldet Bonaire, er Radeon HD 7790 udstyret med 896 shader kerner, 56 texture units samt 16 ROP'er og det opererer altsammen med en clock frekvens på 1 GHz. GDDR5 hukommelsen kører med en hastighed på 1500 MHz på en 128-bit grænseflade, som resulterer i en båndbredde på lidt under 100 GB/s. AMD hævder at de har optimeret effektiviteten hvad strømforbruget angår i mellemliggende arbejdsbyrder. Med en 85 W TDP er det kun 5 W højere end Radeon HD 7770, på trods af en betydelig øget performance.

Da AMD introducerede kortet, så det ud til at være et attraktivt valg i forhold til Nvidias GeForce GTX 650 Ti. Men Nvidia slog igen på tre fronter. For det første sænkede de prisen på 650 Ti'en, så den var 100-150 kroner billigere end HD 7790. Samtidig blev prisen på GeForce GTX 660 sænket med 100-150 kroner (for bedre at kunne konkurrere mod AMD's Radeon HD 7870) og så har de introduceret GeForce GTX 650 Ti Boost i en 1 GB og en 2 GB udgave, som forventes at komme til at koste henholdsvis 1.100 og 1.250 kroner. Desværre er 1 GB modellen ikke kommet til Danmark i bredt nok omfang til at vi vil tage den med i vore overvejelser til anbefalingerne.

GeForce GTX 650 Ti Boost er så godt som en hybrid af et GeForce GTX 650 Ti (med 768 shader cores og 64 texture units) og et GeForce GTX 660 (24 ROP'er, 192-bit memory bus, 980 MHz base clock og 1502 MHz memory clock). Nu er GTX 650 Ti, 650 Ti Boost og 660 tilfældigvis også baseret på samme 28 nm GK106 GPU. Det seneste medlem i familien er på højde med Radeon HD 7850 i performance såvel som i pris.

Radeon HD 7790 er altså oppe imod hård konkurrence. Hvis AMD vil være konkurrencedygtig i dette prissegment, må de indføre nogle prisnedsættelser og det er lige nøjagtigt hvad vi forventer vil ske før eller siden. Heldigvis er det os, som forbrugere, der nyder godt af dette. Vi får mere performance for pengene.

Selvom det ser godt ud i prisklassen 750 til 1.500 kroner, så er det en anden sag for grafikkort til mellem 2.500 og 3.200 kroner. Der har nemlig været tegn på, at priserne for GeForce GTX 670, Radeon HD 7970 og HD 7970 GHz Edition stiger en smule.

Hvad med kommende produkter? AMD har langt om længe sendt deres dual-GPU monster Radeon HD 7990 på gaden. Virksomheden lovede for første gang, at vi ville se det på markedet for et års tid siden, men efter lang tids venten, begyndte vi at tvivle på at det nogensinde ville udkomme. Vi vil snakke lidt mere om denne model i næste måneds artikel, hvor kortet forhåbentligt er landet i butikkerne fra de forskellige partnere.

Lidt noter angående vore anbefalinger

Her er et par retningslinier når du læser denne artikel:
  • Dette er en liste for gamere der vil have den bedste ydelse til prisen. Hvis du ikke spiller computerspil, så er grafikkortene på denne liste dyrere end det du vil have behov for. Vi har tilføjet en referencekolonne i hierarkiskemaet med integrerede grafikprocessorer til dette formål.

  • Kriteriet for at komme på listen er strengt taget forholdet mellem pris og performance. Vi erkender at anbefalinger for brug af flere grafikkort, som eksempelvis to Radeon kort i CrossFire, eller to GeForce kort i SLI typisk kræver et bundkort der understøtter enten CrossFire eller SLI samt et kabinet med nok plads til at installere mere end ét grafikkort. Det kræver også en mere muskuløs strømforsyning i forhold til hvad et enkelt grafikkort kræver og de vil med al sandsynlighed udlede mere varme end et enkelt kort ville gøre. Det er en god idé at have disse faktorer i tankerne, når du overvejer hvilket udstyr du har tænkt dig at købe. I de fleste tilfælde forsøger vi at finde et enkelt kort som hæderligt alternativ i nogenlunde samme prisklasse, for dem der ikke ønsker et dual-grafikkort setup.

  • Priser og tilgængelighed ændrer sig fra dag til dag. Vi kan ikke basere vore beslutninger på kort der flukturerer i pris konstant, men vi kan anbefale nogle gode grafikkort, som du med al sandsynlighed ikke vil fortryde til de priser vi nævner.

  • Priserne er baseret på de bedste priser fra danske webshops med e-mærket. Priserne vil helt sikkert variere fra de fysiske butikker eller fra udlandet.

  • Vi nævner ingen brugtpriser eller priser på OEM-produkter, som også er tilgængelig i detailhandlen.
  • Skrevet af Michael Larsen