AfterDawn.com

De bedste grafikkort til prisen: Marts 2012


I denne måneds artikel vil vi komme ind på AMD's nye Radeon HD 7750, 7770, 7850 og 7870 grafikkort samt kommentere på de forsvindende Radeon HD 6950 og 6970 kort. Vi tager også et nærmere kig på det billigste segment, hvor Nvidias GeForce GT 440 GDDR5 er blevet relevant, nu hvor Radeon HD 5670 er ved at forsvinde fra markedet.

Detaljerede grafikkortspecifikationer og anmeldelser er fremragende - hvis altså du har tid til at foretage den research der skal til. Men det en gamer har brug for, er at vide hvilket grafikkort der er bedst indenfor et givent budget. Så hvis du ikke har tid til at researche benchmarkene, eller sætter du tvivl ved din egen evne til at vælge det rigtige grafikkort, så frygt ej. Vi her på Tom's Hardware kan assistere dig med en simpel liste over de bedste gaming grafikkort til prisen.

Opdateringer i marts udgaven

Grafikkortentusiasterne blev med stor sandsynlighed ikke overrasket over lanceringerne af AMD's Radeon HD 7700 (Cape Verde) og Radeon HD 7800 (Pitcairn) kort den seneste måneds tid. GPU'erne i hardwaren på de to serier er forskellige, men begge er fremstillet på TSMC's 28 nm proces og bygget med den samme Graphics Core Next arkitektur, som AMD's Radeon HD 7900 serie.

Lad os starte med at snakke om den billigste af de tre serier.

Cape Verde bliver til Radeon HD 7700

Cape Verde GPU'en driver AMD's Radeon HD 7750 og 7770 grafikkort. Radeon HD 7770 kortet til 1.100 kroner kommer med 640 shaders, 40 texture units og 16 full-color ROP'er. Core clock rate er på hele 1 GHz og dets 1 GB GDDR5 hukommelse opererer i 1125 MHz på en 128-bit bus. AMD har smidt en TDP på 80 W på kortet, hvilket blot kræver et enkelt 6-pin strømstik. Performance kan være svær at kategorisere. I nogle tilfælde er 7770'en lige så hurtig som 6850 kortet, der kan fås til ca. 900 kroner. Andre gange er det lige så langsomt som et Radeon HD 6770 til 700 kroner. AMD's GCN arkitektur leverer en meget bedre performance i DirectX 11-baserede titler, men er ikke så imponerende i lidt ældre spil. Under alle omstændigheder koster HD 7770 kortet ganske enkelt for meget i forhold til de forgængere, der stadig er tilgængelig på markedet og vi er derfor endnu ikke parat til at anbefale dette kort. Men hvis du specifikt er på udkig efter et hurtigt kort, som kun kræver et enkelt seks-pin strømstik, så er dette et muligt valg.

Radeon HD 7750 kortet til ca. 800 kroner er en skrabet version af 7770 kortet. Det har 512 shaders, 32 texture units, men har det samme 128-bit memory interface og 16 ROP'er. Selvom clock frekvensen er sænket til 800 MHz, er GDDR5 hukommelsen stadig clocket i 1125 MHz. Performance er igen svingende i forhold til Radeon HD 6770 kortet, der er 100 kroner billigere. Til gengæld er dette uden tvivl det hurtigste grafikkort vi har set, som ikke behøver ekstra strømtilførsel. PCIe x16 slottet kan snildt levere nok strøm til at imødekomme kortets loft på 55 W TDP. Alene af den grund fortjener kortet at blive nævnt blandt anbefalingerne, men kun som et nævneværdigt alternativ. Læs mere om disse kort i artiklen: AMD Radeon HD 7770 And 7750 Review: Familiar Speed, Less Power.

Pitcairn bliver til Radeon HD 7800

Radeon HD 7850 og 7870 er begge udstyret med AMD's Pitcairn GPU, men de har hver deres unikke konfiguration. Radeon HD 7870 kortet, som vi nok kan forvente vil koste i omegnen af 2.500 til 2.900 kroner, kommer med 1280 shaders, 80 texture units og 32 full-color ROP'er. Ligesom med Radeon HD 7770 kortet, kører dette kort med en frekvens på 1 GHz. Der er 2 GB hukommelse, som opererer i 1200 MHz med bussen på 256-bit. Kortet kræver to seks-pin strømstik for at imødekomme kortets 175 W store TDP.

Den gode nyhed er, at dette kort generelt er i stand til at outperforme AMD's Radeon HD 6970, som kan sluge op til 250 W og det ligger lige i hælene på GeForce GTX 580 og Radeon HD 7950 kortene. Radeon HD 7870 kan muligvis opnå en anbefaling fra os i fremtiden. Men det er stadig kun lanceret på papiret, så det er ikke til at få fat på nogle steder. Prisen kan vi heller ikke bekræfte, før vi ser den i butikkerne. Men det sker forhåbentlig i løbet af næste uge, hvor vi forhåbentlig også får Radeon HD 7850 at se.

Med hensyn til det andet kort i 7800-serien, så vil det nok ende med at koste et sted mellem 2.000 og 2.300 kroner til at starte med.GPU'en er en delvist kastreret udgave af storebroderen i serien idet det kommer med 1024 shaders, 64 texture units samt en 860 MHz clock hastighed. Det kommer med 2 GB GDDR5 hukommelse med en hastighed på 1200 Mz og en 256-bit bus. En relativt lav TDP på 130 W betyder, at du kun behøver et enkelt seks-pin strømstik, selvom kortet konkurrerer med Radeon HD 6970 og GeForce GTX 570 kortene. Dette kort er også et der kan komme i betragtning til en anbefaling fra vores side, så snart vi ser det manifestere sig rundt omkring hos de danske netbutikker. Læs mere om disse kort i artiklen: AMD Radeon HD 7870 And 7850 Review: Pitcairn Gets Benchmarked.

Andre nyheder

Nye kort kommer og andre forsvinder. De Cayman-baserede Radeon HD 6970 og 6950 kort er ved at forsvinde fra markedet for at gøre plads til Radeon HD 7800 serien. De Barts-baserede Radeon HD 6870, 6850 og 6790 kort er også ved at vise tegn på udtynding i lagrene. De bliver ikke længere produceret, så det er blot et spørgsmål om tid, før de helt forsvinder.

Nvidia har været stille omkring den meget ventede GK104 lancering, men vi er så småt begyndt at se tegn på, at det er ved at tynde ud i nogle af de ældre serier. GeForce GT 440 GDDR5 er ét eksempel, hvilket er en skam, siden det nu er blevet mere aktuelt end før, siden AMD's Radeon HD 5670 kort er ved at forsvinde helt og idet DDR3 udgaven af HD 6670 kortet har overtaget dets plads til en pris på ca. 500 kroner. Selvom der er masser af tegn på, at Kepler arkitekturen er meget tæt på lancering, så kan vi ikke sige mere konkret før Nvidia beslutter at løfte sløret for den næste generation selv.

Lidt noter angående vore anbefalinger

Her er et par retningslinier når du læser denne artikel:
  • Dette er en liste for gamere der vil have den bedste ydelse til prisen. Hvis du ikke spiller computerspil, så er grafikkortene på denne liste dyrere end det du vil have behov for. Vi har tilføjet en referencekolonne i hierarkiskemaet med integrerede grafikprocessorer til dette formål.

  • Kriteriet for at komme på listen er strengt taget forholdet mellem pris og performance. Vi erkender at anbefalinger for brug af flere grafikkort, som eksempelvis to Radeon kort i CrossFire, eller to GeForce kort i SLI typisk kræver et bundkort der understøtter enten CrossFire eller SLI samt et kabinet med nok plads til at installere mere end ét grafikkort. Det kræver også en mere muskuløs strømforsyning i forhold til hvad et enkelt grafikkort kræver og de vil med al sandsynlighed udlede mere varme end et enkelt kort ville gøre. Det er en god idé at have disse faktorer i tankerne, når du overvejer hvilket udstyr du har tænkt dig at købe. I de fleste tilfælde forsøger vi at finde et enkelt kort som hæderligt alternativ i nogenlunde samme prisklasse, for dem der ikke ønsker et dual-grafikkort setup.

  • Priser og tilgængelighed ændrer sig fra dag til dag. Vi kan ikke basere vore beslutninger på kort der flukturerer i pris konstant, men vi kan anbefale nogle gode grafikkort, som du med al sandsynlighed ikke vil fortryde til de priser vi nævner.

  • Priserne er baseret på de bedste priser fra danske webshops med e-mærket. Priserne vil helt sikkert variere fra de fysiske butikker eller fra udlandet.

  • Vi nævner ingen brugtpriser eller priser på OEM-produkter, som også er tilgængelig i detailhandlen.
  • Skrevet af Michael Larsen
    Seneste opdateret den: