AfterDawn.com

De bedste grafikkort til prisen: Marts 2013


I markedsanalysen for marts måned inkluderer vi Nvidias nye GeForce GTX Titan, PowerColors Tahiti LE-baserede Radeon HD 7870 og så har der været nogle små prisændringer her og der. Hvis du har gået og ventet på at købe nyt grafikkort, er det et godt tidspunkt at gøre det nu.

Detaljerede grafikkortspecifikationer og anmeldelser er fremragende - hvis altså du har tid til at foretage den research der skal til. Men det en gamer har brug for, er at vide hvilket grafikkort der er bedst indenfor et givent budget. Så hvis du ikke har tid til at researche benchmarkene, eller sætter du tvivl ved din egen evne til at vælge det rigtige grafikkort, så frygt ej. Vi her på Tom's Hardware kan assistere dig med en simpel liste over de bedste gaming grafikkort til prisen.

Opdateringer for marts

Der blev lanceret ét nyt grafikkort i sidste måned: Nvidias nye GeForce GTX Titan, drevet af den massive GK110 processor. Indtil nu har GK110 umiddelbart kun været brugt i Tesla K20X og K20 acceleratorer. Titans GPU har hele 2688 CUDA cores, 224 texture units og 48 ROP'er. Det har 6 GB GDDR5 hukommelse med en frekvens på 1502 MHz på en 384-bit grænseflade. Det giver en 288.4 GB/s båndbredde. GPU'en selv kører med en clock frekvens på 837 MHz, men typisk ligger den aktive frekvens på omkring de 876 MHz i spil, når TDP'en tillader det. Dets TDP på 250 W er identisk med Radeon HD 7970, men Titans performance er betragteligt bedre og gør det dermed til det hurtigste single-GPU kort du kan købe for penge.

Baseret på specifikationerne alene lyder GeForce GTX Titan som enhver entusiasts drøm (og på mange måder passer det). Men der er en hage. Nvidia vil have 7.500 kroner for Titan. Hvis det lå i prisklassen 4.300 til 5.000 kroner eller selv 5.800 kroner, ville det højst sandsynligt blive anbefalet i denne måneds artikel. Men kortet bliver slået af et par GeForce GTX 680 kotr i SLI og GTX 690, som lige nu koster 500 kroner mindre.

Men til en pris på 7.500 kroner er Titan ikke aktuelt for den almene entusiast. Det kommer kun til sin ret i et par specifikke tilfælde. Eksempelvis hvis du bygger en mini-ITX-baseret monstermaskine, som ikke har plads til GeForce GTX 690. Titans mindre størrelse og centrifugale blæser er et perfekt match i dette tilfælde. Et andet tilfælde er for de der har vundet i lotto og vil investerer i en ultimativ multi-kort konfiguration. To Titan kort skalerer langt bedre end et par 690'ere (som i realiteten parrer fire GK104 GPU'er). Hvis du vil lære mere om dette kort, så kan du tjekke vore amerikanske artikler: Nvidia GeForce GTX Titan 6 GB: GK110 On A Gaming Card og Benchmarking GeForce GTX Titan 6 GB: Fast, Quiet, Consistent.

Ellers er der ikke så meget nyt at rapportere fra ændringerne i marts måned. Introduktionen af Radeon HD 7790 vil uden tvivl betyde, at priserne i prisklassen 800 til 1.300 kroner rykker sig lidt, men det har der ikke været det store tegn på indtil videre. Men i næste måned ser vi frem til hvordan priserne har rykket sig i dette segment.

Ser vi på AMD's modeller har PowerColors HD 7870 PCS+ været svært at opstøve og det skulle ikke ændre sig i den nærmeste fremtid. Til gengæld har de annonceret en ny Tahiti LE-baseret model AX7870 2GBD5-2DHPPV2E, som vi kan håbe finder vej til det danske marked også. Desværre er det ikke til at se på modelnavnet, at der er tale om en model med den kraftigere GPU, så man må kigge godt efter i specifikationerne efter en "Tahiti LE" designering, eller clock frekvensen på 925 MHz. Hvis den prisen på det amerikanske marked bliver udgangspunktet for modellen, når/hvis den kommer til Danmark, så kan vi forvente at det ender med at koste i omegnen af 1.700 kroner og det er endda billigere end nogle af de almindelige udgaver af Radeon HD 7870 kortet.

Ellers har priserne også været ret stabile på AMD's side. I næste måneds artikel kommer vi nok til at se lidt ændringer på Radeon HD 7770 og HD 7850.

Lidt noter angående vore anbefalinger

Her er et par retningslinier når du læser denne artikel:
  • Dette er en liste for gamere der vil have den bedste ydelse til prisen. Hvis du ikke spiller computerspil, så er grafikkortene på denne liste dyrere end det du vil have behov for. Vi har tilføjet en referencekolonne i hierarkiskemaet med integrerede grafikprocessorer til dette formål.

  • Kriteriet for at komme på listen er strengt taget forholdet mellem pris og performance. Vi erkender at anbefalinger for brug af flere grafikkort, som eksempelvis to Radeon kort i CrossFire, eller to GeForce kort i SLI typisk kræver et bundkort der understøtter enten CrossFire eller SLI samt et kabinet med nok plads til at installere mere end ét grafikkort. Det kræver også en mere muskuløs strømforsyning i forhold til hvad et enkelt grafikkort kræver og de vil med al sandsynlighed udlede mere varme end et enkelt kort ville gøre. Det er en god idé at have disse faktorer i tankerne, når du overvejer hvilket udstyr du har tænkt dig at købe. I de fleste tilfælde forsøger vi at finde et enkelt kort som hæderligt alternativ i nogenlunde samme prisklasse, for dem der ikke ønsker et dual-grafikkort setup.

  • Priser og tilgængelighed ændrer sig fra dag til dag. Vi kan ikke basere vore beslutninger på kort der flukturerer i pris konstant, men vi kan anbefale nogle gode grafikkort, som du med al sandsynlighed ikke vil fortryde til de priser vi nævner.

  • Priserne er baseret på de bedste priser fra danske webshops med e-mærket. Priserne vil helt sikkert variere fra de fysiske butikker eller fra udlandet.

  • Vi nævner ingen brugtpriser eller priser på OEM-produkter, som også er tilgængelig i detailhandlen.
  • Skrevet af Michael Larsen