AfterDawn.com

De bedste grafikkort til prisen: Oktober 2012


Nvidia har lanceret endnu et nyt grafikkort, AMD fortsætter med sine prisnedsættelser og vi ser på hvordan de rangeres i forhold til hinanden i denne måneds artikel. Vi ser også tegn på, at AMD ikke har nogle planer om at lancere et officielt Radeon HD 7990 kort.

Detaljerede grafikkortspecifikationer og anmeldelser er fremragende - hvis altså du har tid til at foretage den research der skal til. Men det en gamer har brug for, er at vide hvilket grafikkort der er bedst indenfor et givent budget. Så hvis du ikke har tid til at researche benchmarkene, eller sætter du tvivl ved din egen evne til at vælge det rigtige grafikkort, så frygt ej. Vi her på Tom's Hardware kan assistere dig med en simpel liste over de bedste gaming grafikkort til prisen.

Opdateringer for oktober

Siden sidste måneds opdatering har Nvidia valgt at sende sit GeForce GTX 650 Ti kort på gaden.

GeForce GTX 650 Ti er bygget med samme GK106 GPU som vi også finder på Nvidias GeForce GTX 660, men med en enkelt GPC klynge deaktiveret. Resultatet er en processor med 768 shaders, 64 texture units og to ROP partitioner, som hver kan håndtere 16 raster operationer per clock cyklus. Kortet opererer med en 925 MHz clock hastighed og dets GDDR5 hukommelse er indstillet til at køre 1350 MHz.

Kortet performer bedre end AMD's Radeon HD 6850 og Nvidias egen GeForce GTX 460 model og når næsten op på højde med GeForce GTX 560 og Radeon HD 6870. Desværre er kortet udstyret med en snæver 128-bit grænseflade til hukommelsen og denne har indflydelse på frame raten i højere opløsninger med MSAA aktiveret. GeForce GTX 650 Ti er det bedst performende grafikkort på markedet til 1.200 kroner.

Man kunne derfor forvente, at det faktum alene ville sikre GeForce GTX 650 Ti en anbefaling fra os. Men AMD's modspil er en 1 GB udgave af Radeon HD 7850 til blot 100 kroner mere og det er et betydeligt hurtigere kort. Det hjælper heller ikke GTX 650 Ti'en, at markedsprisen ligger lidt over det Nvidia havde i tankerne. Vi vil vente til vi ser kortet tilgængelig i et større omfang i prisklassen 1.100 til 1.200 kroner, før vi giver det mere end en nævneværdig plads i vore anbefalinger.

Ser vi mod AMD, så kan man ikke sige, at de er kommet med et nyt grafikkort. Men så måske alligevel. Det kunne tyde på, at virksomheden i stilhed har droppet planerne om officielt at lancere Radeon HD 7990 kortet. PowerColor, HIS og VTX3D har allere produceret deres eget dual-GPU Tahiti-baserede kort, med samme 925 MHz core og 1375 MHz memory clock, som også findes på Radeon HD 7970 (ikke GHz Edition). PowerColors Radeon HD 7990 Devil 13 har vi set til priser rangerende fra 8.000 til 9.000 kroner, men det lader ikke til, at det på lager nogle af stederne i skrivende stund.

Til slut vil vi erklære hvor imponerede vi er over AMD's seneste driverforbedringer. Det har gjort at vi har flyttet Radeon HD 7750 og 7770 et trin op i hierarkiet. Vi laver sjældent en sådan justering, men da begge kort var så svingende ved lancering i forhold til AMD's Radeon HD 6770 og 6850, er vi i det mindste glade for at se virksomheden råde bod på nogle af GCN arkitekturens børnesygdomme.

Lidt noter angående vore anbefalinger

Her er et par retningslinier når du læser denne artikel:
  • Dette er en liste for gamere der vil have den bedste ydelse til prisen. Hvis du ikke spiller computerspil, så er grafikkortene på denne liste dyrere end det du vil have behov for. Vi har tilføjet en referencekolonne i hierarkiskemaet med integrerede grafikprocessorer til dette formål.

  • Kriteriet for at komme på listen er strengt taget forholdet mellem pris og performance. Vi erkender at anbefalinger for brug af flere grafikkort, som eksempelvis to Radeon kort i CrossFire, eller to GeForce kort i SLI typisk kræver et bundkort der understøtter enten CrossFire eller SLI samt et kabinet med nok plads til at installere mere end ét grafikkort. Det kræver også en mere muskuløs strømforsyning i forhold til hvad et enkelt grafikkort kræver og de vil med al sandsynlighed udlede mere varme end et enkelt kort ville gøre. Det er en god idé at have disse faktorer i tankerne, når du overvejer hvilket udstyr du har tænkt dig at købe. I de fleste tilfælde forsøger vi at finde et enkelt kort som hæderligt alternativ i nogenlunde samme prisklasse, for dem der ikke ønsker et dual-grafikkort setup.

  • Priser og tilgængelighed ændrer sig fra dag til dag. Vi kan ikke basere vore beslutninger på kort der flukturerer i pris konstant, men vi kan anbefale nogle gode grafikkort, som du med al sandsynlighed ikke vil fortryde til de priser vi nævner.

  • Priserne er baseret på de bedste priser fra danske webshops med e-mærket. Priserne vil helt sikkert variere fra de fysiske butikker eller fra udlandet.

  • Vi nævner ingen brugtpriser eller priser på OEM-produkter, som også er tilgængelig i detailhandlen.
  • Skrevet af Michael Larsen
    Seneste opdateret den: