AfterDawn.com

Et tilbageblik samt et kig frem på året 2012


Vi kigger tilbage på året der gik, hvor årets helt store højdepunkt, for os, naturligvis var lanceringen af den danske udgave af Tom's Hardware. Men vi kigger også fremad og kigger nærmere på alle de ting vi glæder os til i 2012.

Sitet her har nu eksisteret i fem måneder, men fødslen var ikke helt problemfri. Vi måtte udskyde lanceringen, fordi en domainsquatter havde sat sig på domænet igennem længere tid. Efter stor umage og et stort stykke arbejde, som udmøntede sig i en klage i Domæneklagenævnet, løste det hele sig selv, da squatteren valgte at opgive domænet og så var der ikke længere nogen hindring for lanceringen.

Den danske redaktion består, som den faste læser nok allerede har gættet, af Martin og jeg, som står for at bringe de mest aktuelle pc hardware, spil og gadget nyheder samt oversættelse af de dybdegående artikler fra modersitet. Nyhedsstrømmen er sammensat ud fra samme model, som på vort modersite, men samtidig har vi frihed til at lægge vægten af indholdet som vi lyster og det er ultimativt dig, kære læser, der bestemmer hvad vi skal lægge mest vægt på. Derfor hører vi gerne fra dig, hvis du synes der godt kunne være plads til flere hardware, smartphone eller industrinyheder på forsiden.

Et udpluk af store begivenheder og produktnyheder i 2011

Vi kan se tilbage på et år, hvor AMD skuffede med lanceringen af de Bulldozer baserede FX-processorer og en efterfølgende udmelding om, at de trækker sig fra konkurrencen med Intel om at udvikle high performance desktop processorer. En udmelding der på alle leder og kanter er ærgerlig, da der er udsigt til, at der ikke er nogen tilbage til at presse Intel prismæssigt såvel som innovativt.

Lytro annoncerede et nyt lysfeltskamera, der ifølge dem selv er en helt ny generation af kameraer. Til forskel fra et traditionelt kamera gemmer den data for selve lysretningen, hvilket skulle give nogle knivskarpe billeder og endvidere gøre det muligt at indstille fokus efter billedet er blevet taget.

Oversvømmelser i Thailand har berørt hele harddiskindustrien i en sådan grad, at der har været fare for, at de store computerproducenter ikke har været i stand til at købe harddiske i det omfang de ellers har behov for. Det er gået ud over de der var på udkig efter at udbygge sin lagringskapacitet, eller for dem der har været nødsaget til at udskifte en eller flere diske. Priserne er nemlig steget markant på en meget kort periode og udsigten til at de falder til samme niveau igen, er stadig uklar.

Intel sendte entusiastudgaven af Sandy Bridge processorerne på gaden i form af Sandy Bridge-E og flagskibet Core i7-3960X viste sig at kunne slå al konkurrence, men det kommer også til en pris på over 7.000 kroner for en boxed processor.

En de mere positive tiltag herhjemme i 2011 var TV2 Beeps initiativ til at stille en storstilet elektronik og gadget messe på benene i Bella Center. Beep 2011 løb af stablen i midten af november måned og kunne byde på udstillere såsom Samsung, Asus, HTC, Nokia, Microsoft, EA samt PlayStation, der kunne fremvise den nye PlayStation Vita konsol.

2011 blev på papiret også året hvor AMD sendte næste grafikkortgeneration på gaden i form af Radeon HD 7970 med den nye GCN GPU. Når vi siger "på papiret", så er det fordi den blev udsendt i et så begrænset omfang, at den i realiteten var umulig at få fingre i. Men den 9. januar skulle vi se den rigtige lancering, som optakt til CES messen i Las Vegas. De mindre modeller kommer på markedet de løbende måneder. Endnu er der stadig intet officielt ord om, hvornår vi kan forvente at se Nvidias næste generation af grafikkort på gaden, men der er forlydender om, at det bliver i løbet af andet kvartal 2012.

Der har været masser af gode spiludgivelser i 2011 og ikke mindst et spil som Battlefield 3, har formået at vise hvad en fuldt ud pimpet gaming pc anno 2011 er i stand til at præstere. Desværre har flere udviklere valgt at holde fast ved en lidt ældre grafikmotor, fordi den nuværende konsolgeneration ikke længere kan hamle op med de nyeste pc hardwarekomponenter på markedet. The Elder Scrolls V: Skyrim blev på VGA 2012 udvalgt til årets bedste spil og selvom grafikmotoren ikke gjorde lige så store fremskridt som forgængeren Oblivion, er det stadig et betagende spil at opleve og så er der efter sigende intet mindre end 250 timers gameplay i spillet. Nok til at holde dig beskæftiget det næste halve års tid, hvis du i gennemsnit bruger en lille halvanden time hver dag på spillet.

Men derudover har vi også set udgivelser som Portal 2, Batman: Arkham City, Deus Ex: Human Revolution, The Witcher 2: Assassins of Kings og ikke mindst Minecraft, der på trods af 4 millioner solgte eksemplarer under alpha- og betastadiet stadig sælger godt.

Det har vi at se frem til i 2012

På hardwarefronten kan vi i løbet af det første kvartal forvente at se lanceringen af AMD's Radeon HD 7000-serie. Grafikkort der hæver standarden over HD 6000-serien og GeForce GTX 500-serien. Vi vil også til april få en ny processorgeneration at se fra Intel med lanceringen af Ivy Bridge. Flere nyere bundkort i dag er allerede forberedt til at understøtte de nye processorer via en BIOS opdatering, da den benytter samme LGA 1155 sokkel som Sandy Bridge CPU'erne.

Vi kan også forvente at se mobile enheder som smartphones og tablets blive udstyret med quad-core chips. Den første af slagsen er allerede lanceret og skulle komme til Danmark i løbet af denne måned. Der er selvfølgelig tale om Asus Eee Pad Transformer Prime, som er den første mobile enhed udstyret med Nvidias quad-core Tegra 3 chip. Der er også flere quad-core smartphones på vej. Ikke mindst HTC Edge, der er med i opløbet til at blive den første på markedet. Samsung har indtil videre holdt kortene meget tæt til kroppen angående efterfølgeren til Galaxy S II. Nok fordi det stadig er en af de bedst sælgende smartphones på markedet. Men der er ingen tvivl om at de i nogen tid har gået og udviklet på Galaxy S III. Der spekuleres i, at den bliver udstyret med en quad-core Exynos chip og endda at den er så fremskreden i udviklingen, at de kan være klar til at sende den på gaden, når elektronikgiganten vurderer, at der er en ny værdig konkurrent på vej på markedet.

Netop sådan en konkurrent kan Apples iPhone 5 vise sig at være, som også menes at komme med en quad-core processor. Men som vi ved, har Apple tradition for at holde alle informationer interne indtil produktet er helt klar til lancering. Det forventes også at Apple kommer med en ny generation iPad i løbet af 2012, men heller ikke denne er der mange officielle detaljer om.

2012 bliver med ganske stor sandsynlighed også året, hvor vi vil få en ny Windows version at se med Windows 8. Om det bliver til sommer eller først senere på året, må vi vente med at se. Men de fleste vil nok få en overraskelse, når de ser brugergrænsefladen i det nye operativsystem, hvis man ikke har fulgt med. Microsoft har nemlig forsøgt at konsolidere brugeroplevelsen over samtlige platforme, om det er Xbox 360, Windows Phone, en Windows 8-baseret tablet eller en bærbar eller stationær computer, så vil man blive mødt med den nye flise-opdelte Metro grænseflade. Du kan læse mere om den nye grænseflade og mange af de andre nye funktioner i vor artikel: Windows 8: Et helt nyt operativsystem?

Den nuværende spillekonsolgeneration er godt repræsenteret af både PlayStation 3 og Xbox 360. Men alderdomstegnene er begyndt at vise sig, på det efterhånden fem og seks år gamle hardware. Derfor har der det seneste halve års tid floreret rygter om en ny spillekonsol fra både Sony og Microsoft. Netop Microsoft menes at afsløre den næste generation af Xbox på E3 messen i juni måned.

Nintendo annoncerede allerede sidste år, at de er på vej med en ny version af Wii konsollen, der får navnet WiiU. Den bliver bygget med nogle stærkere komponenter, som angiveligt skulle kunne performe bedre en PlayStation 3. Men eftersom PS3 hardwaren efterhånden er 5 år gammel, er det ikke den store overraskelse. Vi skal nok ikke forvente at se en lancering af WiiU før sidst på året og så er spørgsmålet, om det bliver en verdensomspændende lancering, eller om den først vil udkomme i hjemlandet Japan, for senere at komme til Nordamerika og Europa.

Sony har allerede lanceret PlayStation Vita i Japan i december måned 2011 og den er blevet godt modtaget, på trods af tal der viser, at Nintendo's 3DS konsol er blevet solgt i et større antal i december måned. Vi kan forvente at se den i Danmark i løbet af foråret 2012.

Vi har også en forfærdelig masse interessante spiltitler at se frem til i 2012. Som så meget andet, så er det et subjektivt emne, hvadend det er det ene eller det andet spil der ses allermest frem til. Men titler som Diablo III og Grand Theft Auto V er populære i et så bredt omfang, at vi godt tør udnævne dem til to af de mest ventede titler i 2012. Om de så rent faktisk udkommer i 2012 kan vi kun håbe. Men af øvrige titler vi i flæng kan nævne, som der nok skulle sidde en del af og vente spændt på, er: Mass Effect 3, Borderlands 2, Syndicate, BioShock Infinite, Hitman: Absolution, Max Payne 3, Tombraider og Mirror's Edge 2. Valves Counter-Strike: Global Offensive er i øjeblikket i beta-stadiet og forventes at komme i starten af 2012, på trods af en manglende officiel releasedato. En titel der skal forsøge at tage arven op fra et af de mest spillede online first-person shootere nogensinde, hvis det da ikke er det mest spillede online FPS nogensinde.

For at runde denne nytårsartikel af, kan vi lige komme ind på hvor Tom's Hardware Danmark er på vej hen i 2012. Vi vil naturligvis i det nye år fortsat via en fast nyhedsstrøm og vore dybdegående artikler forsyne dig med en bred vifte af teknologinyheder og produkttests. Vi ligger heller ikke helt stille hvad angår udviklingen på sitet. Vi kommer med et opdateret design indenfor en overskuelig fremtid. Hvis vi siger inden udgangen af dette år, så har vi ikke lovet for meget. Vi kan også løfte sløret for, at vi naturligvis arbejder på at få lavet en dansk version af modersitets Charts, som er det ultimative sammenligningsværktøj for dig der overvejer at købe nye hardwarekomponenter. Derudover har vi et håb om, at der på et tidspunkt kommer liv i kommentarerne til vore artikler samt på forummet. Så du skal være velkommen til at give din mening til kende samt stille spørgsmål, hvis du studser over et emne, eller hvis du står overfor at skulle investere i noget hardware eller i en gadget. For der er naturligvis en stor forsamling entusiaster blandt vore læsere, som vi alle kan blive klogere af via udveksling af erfaring og meninger.

I ønskes et rigtig godt nytår og til de af jer, der har fulgt os i vor spæde start, vil vi gerne sige tak og vi håber at i kan lide det indhold vi leverer til jer. Er du først for nyligt hoppet med på vognen og er begyndt at følge med på sitet, skal du selvfølgelig også have stor tak og som sagt, har du nogle idéer, konstruktiv kritik eller en mening om, at vi lægger for lidt vægt på et område, skal du være velkommen til at skrive til os
Skrevet af Michael Larsen
Seneste opdateret den: