AfterDawn.com

HBO Nordic anmeldelse


Efter en overskrevet tidsplan og et større ramaskrig fra brugerne, lancerede HBO endeligt deres ventede streamingtjeneste i december 2012. Nu hvor folkene bag, har haft tid til at opdatere det oprindelige indhold og rettet de værste børnesygdomme, vil vi tage et nærmere kig på den både efterspurgte og udskældte tjeneste, kaldet HBO Nordic.

Selvom konkurrencen indenfor kvalitets tv-serier aldrig har været større, bliver den amerikanske tv-kanal HBO stadig betragtet som en af de bedste. Kanalen er kendt for at tage chancer med fokus på kvalitetsunderholdning, fremfor for at ramme så bredt som muligt. De satser på alt fra enorme produktioner til sære niche-serier.



Det første afsnit af Boardwalk Empire, der udspiller sig i 1920'ernes forbudstid i USA, kostede for eksempel 100 millioner kroner at producere, og serien er nu oppe på sammenlagt 36 afsnit. I den anden ende af skalaen har vi serier som The Ricky Gervais Show, hvor tre gode venner nærmest bare sidder og hyggesnakker, hvorefter et animationsstudie underbygger samtalerne med simple animationer.

HBO har ikke tidligere været tilgængeligt i Skandinavien, men flere af deres serier bliver dog vist på diverse kanaler. HBO Nordic er dog ikke en almindelig 24/7-kanal, selv om sådan en også er på vej, der er i stedet tale om en videostreamingtjeneste i stil med Viaplay og Netflix. Video on demand, som det så internationalt bliver kaldt, kommer sandsynligvis også til at erstatte vores nuværende tv-vaner inden udgangen af dette årti. HBO Nordics tjeneste skiller sig dog lidt ud fra konkurrenterne.



Sammenlignet med YouBio, Viaplay og Netflix, som tilbyder en masse forskellige film og serier fra mange forskellige distributører, tager HBO Nordic udgangspunkt i deres eget bagkatalog af tv-serier og film. Bevares, Viaplay har også deres egne reality-serier som Paradise Hotel, Fristet og Sommer i Sunny Beach, mens Netflix har Lilyhammer samt de kommende serier Derek med Ricky Gervais, House of Cards med Kevin Spacey og en ny sæson af Arrested Development. HBO Nordic fokuserer dog i langt højere grad på deres egne produktioner, men de tilbyder også materiale fra for eksempel Starz, NBC og Showtime.

HBO Nordics største fremskridt, er at de tilbyder nye afsnit af egne produktioner, indenfor 24 timer efter deres amerikanske premiere. Det er en af fordelene ved at de selv producerer så mange serier. Det er sandsynligvis også streamingtjenesternes bedste værn i mod piratkopiering, da man ikke længere behøver at ty til ulovlige metoder, hvis man gerne vil holdes up-to-date med hvem hende den smukke blondine fra True Blood har gang i eller hvem der dør i det seneste afsnit af Boardwalk Empire.



Mens tilgængeligheden af nye afsnit er et skridt i den rigtige retning, er bindingsperioden et skridt i den helt forkerte retning. HBO Nordic koster ligesom Netflix og ViaPlay 79 kroner i måneden, men i modsætning til konkurrenterne, er man bundet i de første seks måneder af ens HBO Nordic-abonnement. Medmindre man fik tilmeldt sig deres nyhedsbrev inden den 31. december 2012, har man ikke engang mulighed for at prøve tjenesten, før man forpligter sig.

Indholdsfortegnelse

  1. 1. Introduktion
  2. 2. Serier og film
  3. 3. Platforme og interface
  4. 4. Konklusion
Skrevet af Martin Graversen
Seneste opdateret den: