AfterDawn.com

Razer Taipan anmeldelse: En skarp gamer-mus med storhedsvandvid


Razer behøver umiddelbart ingen introduktion, da det er en af de ældste og største producenter af tilbehør til gamere. Deres sortiment spænder i dag fra simple musemåtter til den måske mest avancerede gaming-laptop i verden. De har dog altid fokuseret mest på højperformance mus til gamere, og i dag tager vi et nærmere kig på et af deres seneste slange-inspirerede familiemedlemmer, kaldet Taipan.

Vi har i forvejen, over sommeren anmeldt tre af konkurrenternes seneste gaming-mus, i form af Roccat Savu: en letvægtsmus i et enkelt design, Zowie Gear EC1 eVo til seriøse FPS-gamere og SteelSeries Sensei (Raw): En alsidig ambidekstral gamer-mus. Priserne på konkurrenternes seneste tiltag ligger dog på 400-450 kroner, mens man må slippe mindst 600 kroner for Razers Taipan. Vi vil i dagens artikel forsøge at finde ud af, om Taipan er de ekstra 100-150 kroner værd.



Razer støtter nogle af de absolut største professionelle eSport-hold og –tuneringer i verden. De lever desuden efter mottoet: "For Gamers, By Gamers", og mange af de hold de støtter, kommer løbende med forslag og feedback til deres fremtidige produkter. Taipan er også udviklet i samarbejde med professionelle gamere. Vi ved dog ikke præcist hvem fra det såkaldte Team Razer, der har haft en finger med i udviklingsforløbet. Musen er heller ikke tiltænkt en specifik spilgenre, som vi så det med Zowie Gear EC1 eVo til FPS-spil.



Taipan er kortsagt en matsort gamer-mus med ni programmerbare knapper og en kombineret optisk/laser-sensor med op til 8200 DPI. Den har et ambidekstralt design, så den er velegnet til både højre- og venstrehånede, og Razer har traditionstro udstyret musen med grønne LED's.

Ligesom vi så det med SteelSeries Sensei [Raw], følger der ikke andet med til musen end et par manualer, en hurtig opstartsguide og et par klistermærker. Softwaren skal man selv gå ind på Razers hjemmeside og downloade, men det gør heller ikke noget, for man bør alligevel tjekke om der er kommet en ny version, og de optiske medier er heldigvis på vej i graven.



På papir adskiller musen sig ikke synderligt fra konkurrenternes, men den benytter alligevel en spændende ny sensor-teknologi, og musens form er ikke nær så naturlig og minimalistisk som vi er vant til. Lad os komme i gang med at finde ud af, om Razers alsidige tiltag med Taipan, kan gøre op for det høje prisskilt.

Indholdsfortegnelse

  1. 1. Introduktion
  2. 2. Tekniske Specifikationer
  3. 3. Software
  4. 4. Design
  5. 5. Performance
  6. 6. Konklusion
Skrevet af Martin Graversen
Seneste opdateret den: