AfterDawn: Nyheder

iPad Mini er på vej - hvad kan vi forvente?

Skrevet af Martin Graversen @ 11.10.2012 2:26

iPad Mini er på vej - hvad kan vi forvente? Vi har samlet de seneste nyheder og rygter omkring Apples kommende iPad Mini, som både på pris og størrelse skal kunne konkurrere i mod de mindre Android-tablets.
Det går sandsynligvis i mod Steve Jobs krav til den perfekte tablet, men Apple kan tydeligvis ikke overse det enorme marked for mindre tablets. Frugtfabrikken vil dog ikke gå helt ned til 7", for ifølge nogle af de mest troværdige rygter, kan vi se frem til en iPad Mini med en 7,85" 4:3-skærm. Det lyder ikke af meget, men det giver faktisk en 40 % større skærm end for Googles Nexus 7. Skærmen er på samme tid noget mindre end den almindelige iPads på 9,8".

Ifølge Wall Street Journal har Apple bestilt 10 millioner iPad Minis til det fjerde kvartal af 2012, og vi kan efter alt at dømme se frem til lanceringen den 17. oktober 2012.





Apple går desuden efter en lav pris med Minien, hvilket umiddelbart kan lyde absurd, men Apple tilbyder i forvejen den billigere iPod touch, til dem der ikke har råd til iPhonen, samt den lille iPod Shuffle, hvis man bare gerne vil have en billig iPod. Et billigere alternativ til den halvdyre iPad, er dermed ikke et utraditionelt skridt for virksomheden, der uden sammenligning dominerer den dyre ende af tablet-markedet.

Læs også: Nye rygter sender Apples iPad mini på gaden den 2. november

Vi skal derfor heller ikke forvente en revolutionerende enhed, da produktionsomkostningerne skal holdes nede. Den kommer sandsynligvis ikke med 3G-understøttelse eller Retina-skærm, men ligesom den nye iPod Touch, kommer den måske i flere forskellige farver. Apple vil dog ikke spare på iPad Miniens æstetiske udtryk, som eftersigende bliver væsentligt pænere og lækre at holde end den nye iPad.

Vi vender stærkt tilbage, når vi ved mere om iPadens kommende lillesøster.


Kilde: ComOn.dk

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder