AfterDawn: Nyheder

Samsung Galaxy S4 er offentliggjort med 5" 1080p-skærm

Skrevet af Martin Graversen @ 15.3.2013 3:45

Samsung Galaxy S4 er offentliggjort med 5" 1080p-skærm Samsungs Galaxy S3 er ved flere lejligheder blevet kåret til verdens bedste smartphone, men med kun 9 måneder på bagen, er det i smartphone-verdenen tid til at gå på pension. Den yngre og større efterfølger, Galaxy S4, er netop blevet offentliggjort under et større show i New York.
Der er måske kun tale om en evolutionær opgradering, frem for en revolution indenfor smartphones, men ikke desto mindre, er Samsungs nye flagskib et drømmescenario for specifikationsentusiaster. Galaxy S4 måler 136,6 x 69,8 x 7,9mm og vejer 130 gram, hvilket kun er 18 gram mere end en iPhone 5, og Galaxy S4 er trodsalt udstyret med en 5" 1080p-skærm med Gorilla Glass 3-beskyttelse og et 2.600 mAh-batteri.



Hjernen bag den enorme telefon, er enten en otte-kernede 1,6 GHz Exynos-processor eller en fire-kernede 1,9 GHz Qualcomm-chip, alt afhængigt af hvilket marked man køber den på. Korttidshukommelsen består af 2 GB RAM, som suppleres med en lagringskapacitet på 16, 32 eller 64 GB, med mulighed for at opgradere med et op til 64 GB-microSD-kort.



Hvis var i tvivl, er der selvfølgelig tale om en Android-baseret smartphone - Android 4.2.2 Jelly Bean, hvis vi skal være helt præcise. Den bliver i første omgang tilgængelig i henholdsvis hvid og sort, mens mere farverige variationer forventes senere på året.



Uanset hvilken trådløs forbindelse telefonen skulle komme forbi, er der stor sandsynlighed for at den kan koble på det. Galaxy S4 understøtter den nyere trådløse 802.11ac-protokol, inklusiv de almindelige a/b/g/n-forbindelser, NFC, Bluetooth 4.0 LE, 4G LTE, GPS og ikke mindst IR, så den kan fungere som den ultimative fjernbetjening i ens hjem.

Læs også: HTC lancerer One med et UltraPixel-kamera

Den forventede danske pris på Galaxy S4 er endnu ukendt, men den udkommer i ikke mindre end 155 lande i slutningen af april, så stå klar til at afprøve den hos din nærmeste telefon-pusher til den tid.


Kilde: Engadget

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder