I forbindelse med lanceringen af Facebook Home, løftede Facebook også sløret for en ny HTC-smartphone, HTC First, som bliver den første telefon med Facebook Home præinstalleret af producenten.

Det er altså ikke en reel Facebook-telefon, som mange havde forventet, men det er det nærmeste vi i denne omgang kommer en officiel smartphone fra Mark Zuckerbergs team. Der er i øvrigt ikke tale om en stor og eksklusiv model som HTC One, men i stedet en mere afrundet og minimalistisk stil, samt en mere budgetvenlig pris.
Læs også: Facebook Home omdanner din telefon til en Facebook-telefon
HTC First kommer med Facebook Home præinstalleret på Android 4.1, den har en 4,3" skærm, et 5 megapixel kamera, der kan optage 1080p-video og 4G-LTE-support. De mere tekniske specifikationer nævner en Qualcomm dual-core 1,4 GHz-processor, 1 GB LPDDR2-hukommelse, 16 GB-lagringsplads og et 2000 mAh-batteri.

Telefonen kommer, i fire forskellige farver, samme dag som Facebook Home bliver tilgængelig i USA; den 12. april 2013. Hvornår alle vi andre kan få adgang til telefonen eller softwareopdateringen er endnu uvist.

Kilde: HTC