AfterDawn: Nyheder

Det er allerede blevet tid til en Hollywood-filmatisering af WikiLeaks

Skrevet af Martin Graversen @ 18.7.2013 17:14

Det er allerede blevet tid til en Hollywood-filmatisering af WikiLeaks Vi må stadig se langt efter en rigtig god filmatisering af et spil, mens teknologi-orienterede film som The Social Network storhitter, og det har tydeligvis vækket Hollywoods interesse. Flere forskellige filmatiseringer af Steve Jobs' liv er på vej, og den første officielle trailer til den kommende WikiLeaks-film, The Fifth Estate, kan nu ses på YouTube.
Filmen sætter ikke overraskende fokus på stiftelsen og udbredelsen af WikiLeaks, der selv uden Hollywoods midler er en utrolig betydningsfuld, spændende og ikke mindst autentisk fortælling. Hvis man lige ser bort fra instruktøren, Bill Condon, der senest har stået for de to rædselsfulde Twilight Saga: Breaking Dawn-film, ser resten af folkene både foran og bagved kameraet meget lovende ud.



Filmen er baseret på bøgerne 'WikiLeaks: Inside Julian Assange's War on Secrecy' af Luke Harding og David Leigh og 'Inside WikiLeaks: My Time with Julian Assange at the World's Most Dangerous Website' af Daniel Domscheit-Berg, som også bliver portrætteret I filmen. Manuskriptet er skrevet af Josh Singer, som blandt andet har skrevet for tv-serier som The West Wing, Lie to Me og Fringe.

Hovedpersonen Julian Assange spilles af en afbleget Benedict Cumberbatch, som desuden spiller hovedskurken i 2013-filmene Star Trek Into Darkness og The Hobbit: The Desolation of Smaug. Daniel Domscheit-Berg, Assanges højrehånd, spilles af Daniel Brühl, som nok er mest kendt for hans mindre flatterende rolle i Inglourious Basterds. Nu vi er i gang med at name-droppe, så har Carice van Houten, i ved hende den ildglade Melisandre aka Red Priestess fra Game of Thrones, også en betydningsfuld rolle i filmen.

The Fifth Estate kommer først ud i de danske biografer den 28. november 2013.




Kilde: Apropos Magazine

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder