AfterDawn: Nyheder

Intel udgiver SSD Pro 1500-serien med vPro-support

Skrevet af Martin Graversen @ 11.9.2013 13:55

Intel udgiver SSD Pro 1500-serien med vPro-support Det skal ikke kun handle om iPhones i disse dage, da Intel også har gang lanceringsmøllen. Vi starter ud med deres spritnye SSD Pro 1500-serie, der ikke ligefrem er målrettet til hr. og fru Danmark.
På trods af navnet, SSD Pro 1500, som er væsentligt højere nummereret end deres eksisterende flagskib til forbrugermarkedet, SSD 530, minder de teknisk set meget om hinanden. SSD Pro 1500 er et 6 Gbps SATA-drev baseret på den klassiske SandForce SF-2281-controller, og parret op med Intels egne high-end 20 nm 2 bits-per-kanal MLC-NAND-hukommelse.

Læs også: Intel lancerer 530-serien af højtydende SSD'er

Den nye erhvervsorienterede SSD-serie bliver tilgængelig med kapaciteter på 80, 120, 180, 240, 360 og 480 GB, hvor de fleste af dem kommer i den almindelige 2,5"-størrelse og det nye M.2-format. Intel lover sekventielle læse- og skrivehastigheder på henholdsvis 540 og 490 MB/s, samt maksimale tilfældige læse- og skrivehastigheder på henholdsvis 41 K og 80 K IOPS.



Argumenterne for at købe 1500-modellerner er, at de understøtter TCG Opal og Intels vPro-teknologi, så længe man kører med en tilsvarende kompatibel Intel-processor. Det åbner blandt andet op for flere muligheder inden for sikkerhed, fjernstyring og overvågning af ens system.

Ligesom med SSD 530-serien, får man med SSD Pro 1500 en femårig garanti og adgang til AES-256 kryptering, så man slipper for at bruge CPU-ressourcer på krypteringen af ens data, og der er tale om en ekstrem sikker form for kryptering.

Intel har ikke oplyst nogen lanceringsdato eller –pris.


Kilde: AnandTech

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder