AfterDawn: Nyheder

Automatiserede tjenester overvåger alt fra kriminelle til potentielle selvmord på sociale medier

Skrevet af Martin Graversen @ 17.9.2013 17:12

Automatiserede tjenester overvåger alt fra kriminelle til potentielle selvmord på sociale medier

Hvis vi lige glemmer NSA's groteske overvågning af mange uskyldiges privatliv for en stund, vil vi i stedet stille skarp på en stigende popularitet af mere åbne overvågningstjenester.
I har sikkert hørt mange sarkastiske bemærkninger i stil med: "Hvorfor har NSA hacket min email-konto? når de kan følge hver et skridt jeg tager på Twitter og Facebook." Et par iværksættere har dog taget dette spørgsmål mere seriøst end man skulle tro var muligt.

BlueJay
Den første overvågningstjeneste er en såkaldt "Retshåndhævelses-Twitter-kriminalitetsscanner", kaldet BlueJay. Tjenesten kan i real-time levere stedbestemte tweets til politistationer i USA, hvor for eksempel tags som #gunfire, #meth eller #protest indgår. Det er teknisk set et meget simpelt program, der ved brug af få nøgleord, kontonavne og stedbestemmelser kan returnere alle relevante tweets.





Folkene bag tjenesten, BrightPlanet: "Deep Web Intelligence", har måske af god grund ikke meget tiltro til de kriminelles intelligens. Tjenesten kan dog også bruges til at opdage demonstrationer, før de overhovedet er gået i gang (Minority Report er nu en realitet).

Geo Listening
En anden lignende nyopstartet tjeneste er Geo Listening, som allerede er blevet hyret af det californiske skoledistrikt til at overvåge 13.000 elever. Tjenesten gør også kun brug af i forvejen offentligt tilgængelige beskeder fra Twitter-, Facebook-, Instagram- og andre sociale medier.



Tjenesten bruger dog ikke en reel liste over elevernes navne eller kontoer, den søger i stedet efter bestemte nøgleord og lokationer, der kan forbinde personer til skolens community. Alle relevante beskeder på tværs af sociale medier bliver derefter en gang i døgnet præsenteret for skolens ledelse.

Geo Listening kan, ligesom BlueJay, bruges til at holde øje med, om elever bryder skolernes regler. En tidlig udgave af programmet har angiveligt allerede hjulpet en elev, der åbent diskuterede selvmord online.

Læs også: Cookies i den virkelige verden: Skraldespande overvåger forbipasserende

Spørgsmålet er så bare, om denne form for overvågning, der trodsalt kan lagre alle tænkelige beskeder i årtier, er et positivt resultat af den teknologiske udvikling eller på grænsen til det uetiske?


Kilde: Ars Technica [1], [2]

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder