AfterDawn: Nyheder

Valve afslører Steam Machines-programmet, bliv prototypetester

Skrevet af Martin Graversen @ 26.9.2013 12:39

Valve afslører Steam Machines-programmet, bliv prototypetester

Valve introducerede som bekendt det Linux-baserede operativsystem SteamOS tidligere på ugen, som blandt andet kan streame spil fra din gaming-pc via et lokalnetværk. Valve er nu klar med en hardware-relateret nyhed til deres spil-orienterede operativsystem.
Vi skal ikke forvente en officiel SteamOS-pc fra Valve, de har i stedet startet et såkaldt Steam Machines-program, hvor de i samarbejde med flere hardwareproducenter, vil tilbyde alt fra små og billige streamingbokse til kraftfulde og dyre gamingmaskiner. De siger selv, at én maskine ikke kan passe til alle, så der skal være noget at vælge imellem, og de bliver alle mere eller mindre konfigurerbare og opgraderingsvenlige.

Det sagt, så arbejder Valve faktisk på en Steam Machine-prototype, men det er mest for at kunne vejlede deres samarbejdspartnere, til at give brugerne den mest optimale oplevelse af SteamOS.





Valve har ikke meldt noget officielt ud om prototypen, men de vil inden årets udgang sende 300 eksemplarer ud til tilfældige testere. Hvis du vil være med i lodtrækningen, skal du gøre en række ting i Steam for at blive kvalificeret, så som at udfylde en formular, have en offentlig Steam-profil og spil et spil i 'Big Picture' med en controller. Se mere på SteamCommunity.com.

Chancen for at deltage udløber den 25. oktober, og der er i skrivende stund 100.409 med i lodtrækningen, men tilmeldingen har også kun været oppe i under 24 timer.

Læs også: Valve introducerer SteamOS: Et Linux-basereret OS til dit TV

Dem der ikke bliver udtrukket, kan i stedet bygge sin egen maskine og gratis installere SteamOS, når Valve snart udgiver den første offentligt tilgængelige betaversion. Valve forventer desuden, at man fra første dag kan spille næsten alle 3.000 Steam-spil på den. Kun 100 af dem kan dog køre på SteamOS-platformen, mens de resterende kan streames fra ens hjemme-pc.


Kilde: Steam

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder