AfterDawn: Nyheder

De første Radeon R9- og R7-grafikkort udkommer i næste uge

Skrevet af Martin Graversen @ 2.10.2013 21:52

De første Radeon R9- og R7-grafikkort udkommer i næste uge AMD løftede i forrige uge sløret for den næste Radeon-generation, og nu er de klar med udgivelsesdatoerne på de første fire modeller.
Lige så længe vi kan huske, har vi haft problemer med at huske og ikke mindst gennemskue Radeon-kortenes nummerering på stående fod. Det forsøger AMD nu at rette op på, ved at kalde den nye generation for Radeon Rx 200-serien. Det er muligvis et skridt i den rigtige retning, men det kan vi selvfølgelig sagtens sige, når vi indtil videre kun har kendskab til en håndfuld Rx 200-grafikkort.

Læs også: AMD lancerer næste Radeon-generation, kaldet R7 og R9

I den dyre ende finder man Radeon R9 290X-flagskibet, som skal tage kampen op i mod GeForce GTX Titan, hvilket ifølge lækkede benchmarkresultater ikke bliver noget problem for den. Radeon R9 290X kommer ud i de danske butikker den 15. oktober, men selv om den eftersigende kan slå det 6.800 kroner-dyre GTX Titan-kort, peger rygterne i retningen af en overraskende lav lanceringspris på omkring 4.200 kroner. Radeon R9-290X får i øvrigt ikke brug for de fysiske CrossFire-broer, for at kunne køre med flere grafikkort i samme system, den er ikke engang udstyret med stikkene til det.





En uge før flagskibet officielt lander, kan man fra den 8. oktober købe high-end kortet Radeon R9 280X og middelklasses-kortene R9 270X og R7 260X. De forventes at blive prismærket til henholdsvis 2.100, 1.400 og 1.000 kroner.



R9 280X er ifølge rygterne en omdøbt HD 7970 GHz Edition, måske med en lidt højere clockfrekvens. R9 270X forventes at være bygget med en Curacao XT-chip, som sandsynligvis er lidt hurtigere end Radeon HD 7870 XT. R7 260X er på tilsvarende vis baseret på en hurtigere udgave af Radeon HD 7790'erens GPU.



AMD har også talt lidt om et high-end Radeon R9 290-kort og et low-end R7 250-kort, men de er endnu ikke blevet tildelt en officiel lanceringsdato. Vi vender tilbage i næste uge, når de nye grafikkort er blevet gennemtestet af vores modersite.


Kilde: TechPowerUp

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder