AfterDawn: Nyheder

Danske IO-Interactive og Sennheiser lancerer to "nye" high-end gamingheadsets

Skrevet af Martin Graversen @ 21.11.2013 17:00

Danske IO-Interactive og Sennheiser lancerer to "nye" high-end gamingheadsets

Sennheiser laver nogle af de bedste headsets til gaming, men de har ikke rigtig fornyet sig, siden de lancerede det lukkede PC 350-headset og det åbne PC 360-headset i henholdsvis 2008 og 2010.
De genudgav dem dog i starten af året under navnene PC 350 SE og PC 363D, men bortset fra et par mindre ændringer, var den største forskel, at de nu leveres sammen med et USB-lydkort. Nu gør de noget lignende i samarbejde med IO-Interactive.

Læs også: Sennheiser opdaterer deres high-end gamingheadsets

Det danske spiludviklingsfirma, som står bag de succesfulde spilserier Hitman og Kane & Lynch, bruger ifølge dagens pressemeddelelse Sennheisers mikrofoner og headsets, når de producerer lydene til deres spil, inklusiv det seneste Hitman Absolution.





Frans Galschiøt Quaade, ledende lyddesigner i IO-Interactive, udtalte i forbindelse med dagens offentliggørelse, at Sennheisers lydudstyr, får deres spil til at lyde bedre, både for dem selv og for andre gamere. Sennheiser ligger også vægt på, at man med deres high-end headsets er garanteret den akustiske kvalitet og detalje, som udviklerne havde tiltænkt du skulle høre.

Læs også: SteelSeries nye high-end gaming-headset 9H kan nu forudbestilles

De to nye IO-headsets fra Sennheiser hedder G4ME ZERO og G4ME ONE, men ud fra de tekniske specifikationer og pressebillederne, er der tydeligvis tale om de to eksisterende modeller, PC 350 SE og PC 363D, med modificerede udseende og uden USB-lydkortene.

G4ME ZERO er på papir identisk med PC 350 SE. Det er et lukket headset med passiv reducering af omkringværende støj. Det kommer i øvrigt med store ørekopper, der vil kunne dække selv Rasmus Seebachs ører, og du kan folde headsettet sammen, hvis du skal have det med på farten.



G4ME ONE er tilsvarende i uhyggelig tæt familie med PC 363D. Det er et åbent headset, så du kan følge med i alt omkring dig og dine ører bliver ikke overophedet. Det har stort set, lige så store ørekopper som ZERO, men det kan til gengæld ikke foldes sammen.





Begge headsets har en intuitiv volumeknap på højre ørekop, og mikrofonen mutes automatisk, når man kører den op. Sennheiser og IO-Interactives G4ME ZERO og G4ME ONE-headsets burde allerede være tilgængelig.

Ifølge Sennheisers officielle webshop, koster G4ME ZERO 1.950 kroner og G4ME One 1.800 kroner, hvilket er henholdsvis 390 kroner dyrere end PC 350 SE og 150 kroner billigere end PC 363D. Der er som sagt ikke meget forskel på de nye og de gamle headsets, bortset fra, at de gamle modeller inkluderer et 7.1 virtuelt surroundsound-lydkort til næsten samme pris.


Kilde: TechPowerUp

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder