AfterDawn: Nyheder

Dell udgiver 32" Ultra HD-skærm og klargøre tilsvarende 24" og 28"-modeller

Skrevet af Martin Graversen @ 4.12.2013 14:47

Dell udgiver 32" Ultra HD-skærm og klargøre tilsvarende 24" og 28"-modeller Dells UltraSharp-serie af højkvalitets IPS-skærme til overkommelige priser har længe været et populært valg blandt amatørgrafikere, -fotografer og lignende. Nu udvider de serien med en portefølje af Ultra HD-modeller, der kommer med en fire gange så høj opløsning som Full HD.
Vi har tidligere beskrevet deres første Ultra HD-skærm: UltraSharp 32 Ultra HD (UP3214Q), der som navnet beskriver er en 32" skærm med en 3840x2160-opløsningen. Den er som sagt udstyret med et IPS-panel, man kan derfor forvente en meget bred betragtningsvinkel og en tæt på perfekt farvegengivelse. Hvis du vil have fingrene i den ultimative pc-storskærm, må du i Dells danske webshop ofre hele 24.436 kroner for UP3214Q, hvilket man ikke ligefrem kan kalde en overkommelig pris for de fleste.



En 24"-udgave af den ovenstående skærm er også på vej, som passende er døbt UltraSharp 24 Ultra HD (UP2414Q). Den har de samme specifikationer som dens storebror bare i lidt mindre dimensioner. Den har blandt andet en responstid på 8 ms (grå-til-grå), en integreret kortlæser, en fireports USB 3.0-hub samt HDMI-, DisplayPort- og mini-DisplayPort-indgange. Den kan også hæves, sænkes, tiltes, vippes og drejes efter behov. Den høje opløsning giver måske mere meningen i større skærme, men til gengæld kan man med UP2414Q få fat i en kvalitetsskærm med 3840x2160-pixels fra den 16. december for 11.323 kroner.



Mens UP3214Q og UP2414Q er flagskibene i Dells nye Ultra HD-portefølje, er de også på vej med et mere budgetorienteret alternativ. Dell 28 Ultra HD (P2815Q) markedsføres som en mere prisvenlig Ultra HD-skærm, der på trods af dens lavere pris, kan levere den samme høje ydelse som UltraSharp 32 og 24 Ultra HD-modellerne. Ifølge pressemeddelelsen har P2815Q endda flere indgange, så man nemmere kan skifte inputsignalet fra flere forskellige enheder, inklusiv smartphones, tablets, computere, osv. Vi kender endnu ikke prisen på Dell 28 Ultra HD, men den kommer også først på markedet "i starten af 2014".




Kilde: Pressemeddelelse

Forrige Næste  
Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.

Nyhedsarkiv

Abonnere på vores nyheder